Spritstiv bilist: Kørte på landevejen med punkteret dæk


Arkivfoto.


En 36-årig polsk mand blev søndag anholdt efter at have kørt bil med en promille på 2,99.

Det skriver TV Midt-Vest.

Episoden skete på Bordingvej nær Bording i Midtjylland.

Her blev den anholdte spottet af en 28-årig bilist, som bemærkede, at han slingrede voldsomt og kørte med et punkteret dæk.

Den 28-årige mand handlede resolut og fil bragt den slingrende bil til standsning, hvorefter han foretog en civil anholdelse af den meget fulde bilist.

Politiet kom frem til stedet, og den fulde bilist, en 36-årig mand fra Polen, blev arresteret, da betjentene konstaterede, at han havde en promille på 2,99

– Det er en rigtig høj promille og bestemt ikke hverdagskost, så han fik lov til at sove rusen ud i detentionen, mens vi beslaglagde den polskregistrerede bil, siger sekretariatsleder ved lokalpolitiet i Herning, Bent Smedegård til Tv Midt-Vest.