Mand bliver stukket i maven med kniv i Københavns nordvest


Arkivfoto


En mand blev lørdag aften stukket med en kniv foran adressen Frederikssundsvej 356 i det københavnske Nordvestkvarter.

Københavns Politi fik anmeldelsen klokken 23.17.

– Vi har endnu ingen oplysninger om gerningsmanden, men den forurettede er kørt på hospitalet. Heldigvis er der tale om overfladiske knivstik, så han er ikke i kritisk tilstand, siger vagtchef ved Københavns Politi Henrik Svejstrup.

Politiet har tidligt søndag morgen ikke mange oplysninger i sagen, men den centrale efterforskningsleder Jesper Beuschel oplyser, at det ikke tyder på, at episoden er banderelateret.

– Vi er ved at efterforske sagen og har nogle ting at se nærmere på, men vi kan ikke sige ret meget på nuværende tidspunkt, siger han.

Manden, der er blevet stukket ned, er ikke kendt af politiet.

/ritzau/