Trump vil beskytte civilisationen mod Islamisk Stat


Arkivfoto

Donald Trump, USA’s præsident, lover igen, at USA sammen med sine allierede vil sikre, at den militante bevægelse Islamisk Stat bliver udslettet.

– Vi vil ødelægge Islamisk Stat, og vi vil beskytte civilisationen. Vi har ikke andet valg, siger Donald Trump på en pressekonference i Det Hvide Hus sammen med sin gæst, Jordans kong Abdullah.

Trump tilføjer, at den jordanske monark er en leder i kampen for at besejre Islamisk Stat “én gang for alle”.

Pressemødet mellem de to ledere kom samtidig med, at FN’s Sikkerhedsråd i New York var samlet for at drøfte det formodede kemiske angreb, der fandt sted i Idlib i Syrien tirsdag.

Læger på stedet har ifølge internationale nyhedsbureauer meldt om 72 dødsofre, herunder 20 børn.

Præsident Trump siger, at han er meget berørt.

– Det påvirkede mig meget, siger han.

På et spørgsmål om, hvorvidt angrebet har krydset hans “røde linje”, svarer han, at det “krydsede mange af mine linjer”.

– Når man dræber uskyldige børn, uskyldige babyer, små babyer … så krydser man mange, mange, mange af mine linjer. Langt forbi den røde linje, mange, mange linjer.

Ordspillet er en henvisning til, at Trumps forgænger, Barack Obama, i 2013 sagde, at hvis der bruges kemiske våben i borgerkrigen i Syrien, overskrides USA’s “røde linje”.

Der blev så brugt kemiske våben, men der kom ingen amerikansk reaktion, og Trump-administrationen har kritiseret Obamas manglende indgriben.

/ritzau/Reuters