Otte kvinder blev befølt – dommer fængsler ung udlænding


    Arkivfoto.

    En ung mand er tirsdag blevet varetægtsfængslet, efter at politiet har sigtet ham for at have gramset på en stribe kvinder på en beværtning i Holstebro.

    En dommer i Retten i Holstebro har i et grundlovsforhør fulgt ønsket fra en anklager, og fristen er blevet fastsat til fire uger, oplyses det i retten.

    Manden er 20 år og fra Afghanistan. Han blev anholdt på baggrund af blandt andet videooptagelser fra beværtningen, oplyser politikommissær Lis Borup fra Midt- og Vestjyllands Politi.

    – Han sigtes for ni befølinger af otte forskellige kvinder, forklarer hun.

    De unge kvinder har berettet om uønskede kys på halsen, hænder i skridtet, hænder på ballerne og andre forhold, som ifølge politiet er blufærdighedskrænkelse.

    – Befølingerne er alle uden på tøjet, siger politikommissæren om begivenhederne på beværtningen i Østergade 19. marts.

    Under afhøringen har den 20-årige, der er asylansøger, nægtet sig skyldig, tilføjer hun.

    /ritzau/