Glasfiber fabrik i voldsom brand i Hedensted


Kort før midnat fik brandvæsenet i Hedensted endelig kontrol over en brand, der tidligere på aftenen udviklede farlig røg fra en glasfiberfabrik.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en beredskabsmeddelelse.

– Branden på stedet er nu under kontrol, og der er ikke længere sundhedsskadelig røg fra branden. Derfor ophæves den tidligere varsling, lyder det i meddelelsen.

Borgerne i området kan derfor igen færdes udendørs og åbne døre og vinduer og tænde for ventilationsanlæg.

En af fabrikkens bygninger var overtændt og stod ikke til at redde, oplyser vagtchef Kenneth Ravnholt, Sydøstjyllands Politi.

Alarmen om branden kom kort før klokken 20 mandag aften.

Der er fortsat ingen oplysninger om, hvordan branden opstod. På et tidspunkt stod der høje flammer op fra fabriksområdet.

Beredskab Øst oplyste på Twitter tidligere på aftenen, at der var sendt to specialsprøjter til stedet, der kunne bekæmpe ilden med skum.

Branden udviklede en kraftig røg, der kunne være farlig at indånde. Derfor blev folk i området opfordret til at holde sig inden døre.

Glasfiberfabrikken ligger på Ndr. Fabriksvej i Hedensted.

Politiets advarsel gjaldt folk, der bor øst og vest for Hovedvejen. Herunder landsbyen Remmerslund og et villakvarter i det nordlige Hedensted nord for Constantiavej samt områder lige nord og øst for Ndr. Fabriksvej.

Her blev beboerne opfordret til at søge indendørs, lukke døre og vinduer og standse ventilationen.

De blev også opfordret til at give beskeden om forholdsreglerne videre til andre personer i området.

Området omkring fabrikken blev afspærret af politi og Hjemmeværnet.

Glasfiberfabrikken Poca Glasfiber i Hedensted producerer mange forskellige ting i glasfiber. Blandt andet producerer man både, fremgår det af virksomhedens hjemmeside.

/ritzau/