Mand dræbt i Paris-lufthavn efter han tog soldats våben


    Modelfoto


    Lufthavnen Orly i Paris er lørdag morgen evakueret, efter at en mand forsøgte at få fat på et våben fra en soldat.

    – Sikkerhedsfolk skød og dræbte angriberen, siger talsmænd for lufthavnen.

    Ifølge franske medier overfaldt angrebsmanden en soldat fra en antiterrorpatrulje i lufthavnens sydterminal.

    – En mand tog et våben fra en soldat og skjulte sig derefter i en forretning i lufthavnen, inden han blev skudt og dræbt af sikkerhedsstyrkerne, siger indenrigsministeriets talsmand.

    Indenrigsminister Bruno Le Roux vil senere lørdag besøge lufthavnen.

    Et øjenvidne, Frank Lecam, siger, at han hørte tre eller fire skud blive affyret.

    Ingen andre er kommet til skade ved hændelsen i Paris’ Orly-lufthavn.

    Det oplyser en talsmand for det franske indenrigsministerium til radiostationen France Info.

    Men en politibetjent blev samtidig meldt såret af skud på en vej nord for Paris, oplyser indenrigsministeriet.

    Terminalen blev efterfølgende evakueret, mens bombespecialister undersøger bygningen.

    Lufthavnen oplyser, at flyvninger til begge Orlys terminaler er suspenderet, og at nogle fly er omdirigeret til Charles de Gaulle-lufthavnen.

    Nogle fly har ifølge tv-stationen BFMTV stadig fået lov til at lande, men flyene bliver holdt på landingsbanen, og passagererne får ikke lov til at gå fra borde.

    Frankrig er i forhøjet alarmberedskab efter en række terrorangreb, som har været styret eller inspireret af gruppen Islamisk Stat.

    Islamisk Stat har opfordret sine tilhængere til at gennemføre angreb på sikkerhedsstyrker og civile i Europa, når en lejlighed byder sig.

    En brevbombe, som menes at være blevet sendt af græske anarkister, eksploderede torsdag i Den Internationale Valutafonds (IMF) kontorer i Paris.

    /ritzau/AFP