200 danskere er registreret i Syriens hemmelige tjenester


    Arkivfoto.


    En politiker, en journalist og en tidligere sikkerhedsrådgiver. Naser Khader, Jeppe Nybroe og Bruno Kalhøj.

    De er alle danske statsborgere. Og de står nævnt på den syriske efterretningstjenestes liste over danskere, der enten er forment adgang til Syrien, eller som det syriske regime har udstedt arrestordre på.

    Det skriver Berlingske.

    Omkring 200 danske statsborgere er nævnt ved navn og et særligt filnummer i den syriske efterretningstjenestes database.

    Berlingske har fået adgang til den lækkede database via det syriske medie Zaman al-Wasl.

    Listen, der stammer fra det syriske flyvevåbens efterretningstjeneste, omfatter flere end to millioner filer, hvoraf langt størstedelen er på syriske statsborgere.

    I den sektion, der omtaler Danmark, er der filer på flere end 200 danskere.

    Alle står registreret af den syriske efterretningstjeneste. De fleste er, ifølge databasen, forment adgang til Syrien, mens der er udstedt arrestordrer på 27 af de danske statsborgere, skriver Berlingske.

    Folketingsmedlem Naser Khader (K) står på listen med indrejseforbud, og han er bekymret. Han mener, at listen antyder, at den syriske efterretningstjeneste opererer i Danmark.

    – Det her er meget alvorligt og bekymrende. Især når det drejer sig om flyvevåbnets efterretningstjeneste, siger han og forklarer, at denne efterretningstjeneste er blandt de værste i Syrien.

    – Spørgsmålet er, om vi skal finde os i, at Assads sikkerhedstjeneste arbejder og har øjne og ører her, siger Naser Khader til Berlingske.

    Mohammad Mahfoud er formand for Dansk Syrisk Forening i Danmark. Han deltager i debatten om Syrien som en af de mest regimetro stemmer.

    Han er overrasket over, at listen omfatter så mange civile danskere. Men han kan godt forstå, at det syriske regime holder øje med Naser Khader.

    – Fra starten var Naser meget imod den syriske regering, så det ville ikke overraske mig, at regeringen holder øje med ham.

    – Jeg tror, der er personer her i Danmark, der har kontakt til Syrien. Både til oppositionen og til regeringen, siger han til Berlingske.

    /ritzau/