Rigspolitiet erkender markante fejl i udbud for millioner


Arkivfoto


Markante fejl har præget Rigspolitiets indkøb af konsulentydelser i 2015 og 2016. For udbudsreglerne har ikke været overholdt i en stor del af aftalerne.

Det viser en analyse, som Rigspolitiet selv har gennemført.

I analysen indgår 240 kontrakter. Det dækker 87 procent af de indgåede aftaler i perioden 1. januar 2015 til 1. september 2016. Samlet har de en værdi af 273 millioner kroner.

Ifølge analysen er udbudsreglerne kun overholdt for 38 procent af de undersøgte udgifter. Derudover har det ikke været muligt at vurdere, om 11 procent af udgifterne er sket efter reglerne.

– Der har været markante fejl i vores håndtering af indkøb på politiets område, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg i en pressemeddelelse.

– Som politi har vi en særlig forpligtelse til at sikre, at gældende regler overholdes. Det siger sig selv. Og som offentlig myndighed skal vi kunne redegøre for, hvordan borgernes skattepenge anvendes.

– Udbudsreglerne er borgernes garanti for, at ydelser leveres til rette pris og kvalitet. Nu skal vi have ryddet op.

Undersøgelsen blev sat i gang, efter at særligt BT har skrevet om sagen.

Hovedpersonen i affæren, afdelingschef Bettina Jensen, fratrådte i februar sin stilling. I en række tilfælde gav hun opgaver til konsulenter uden at sætte ydelserne i udbud. Udgifterne løb op i adskillige millioner af kroner.

– Hovedkonklusionen er, at politiet i den undersøgte periode i væsentligt omfang ikke har overholdt udbudsreglerne ved indkøb af konsulentydelser, lyder det i rapporten.

– Analysen viser desuden, at politiet har haft en mangelfuld dokumentations- og journaliseringspraksis, og at politiet ikke i tilstrækkeligt omgang har fulgt de interne retningslinjer, står der.

Som konsekvens af rapportens fund vil Rigspolitiet sætte seks nye tiltag i søen. De skal sikre, at regler om udbud bliver overholdt fremover.

Økonomichefen i Rigspolitiet, Thomas Østrup, har tidligere oplyst til Ritzau, at modtagerne af de mange penge ikke skal betale deres millionhonorarer tilbage.

/ritzau/