Fætter frifundet for anklager om voldtægt af lille kusine


    Der var ikke hold i anklagerne om, at en i dag 29-årig mand tilbage i 2003 krænkede og voldtog sin dengang femårige kusine.

    En enig domsmandsret i Nykøbing Falster har torsdag frifundet manden, fortæller Susanne Bluhm, der er anklager i sagen.

    – Retten har lagt vægt på, at der har været nogle afvigelser i pigens forklaring, som gør, at man har valgt at frifinde den tiltalte, fortæller anklageren.

    Pigen har under retssagen afgivet forklaring for lukkede døre. Det er en ret som forurettede i sædelighedssager har. Den skal sikre, at deres historie om overgreb kan holdes skjult for offentligheden.

    På grund af de lukkede døre kan Susanne Bluhm ikke komme nærmere ind på, hvad den i dag 19-årige kvinde har forklaret under sagen.

    Kvindens forklaringer til politiet har ifølge Susanne Bluhm været det bærende grundlag for den tiltale, som anklagemyndigheden har rejst mod manden.

    Af sagens anklageskrift fremgår det, at manden i foråret og sommeren 2003 skulle have krænket pigen to gange. Første gang var der ifølge anklageskriftet tale om beføling uden på tøjet.

    Men anden gang var der ifølge anklageskriftet tale om voldtægt af pigen. Begge overgreb skulle være sket på den dengang 16-årige fætters værelse på Møn.

    For at kunne dømme nogen for en forbrydelse, så skal retten være overbevist om, at den tiltalte er skyldig, og at der ikke er nogen rimelig tvivl om den tiltaltes skyld.

    Det har ikke været tilfældet i den aktuelle sag.

    Det er nu op til anklagemyndigheden, om sagen skal ankes til Østre Landsret. Den beslutning skal tages inden 14 dage.

    /ritzau/