Avis: Håndboldklubber fusker med kørepenge


    Arkivfoto.


    Mere end 100 spillere i de bedste danske håndboldligaer har det seneste år fået skattesager på halsen, og samlet løber sagerne op i flere millioner.

    Det skriver Politiken.

    De mere end 100 sager er havnet i fagunionen Håndbold Spiller Foreningen (HSF) det seneste års tid, og fælles for næsten alle er, at de drejer sig om kørepenge.

    Ifølge HSF er spillerne endt med gæld på mellem få tusind kroner og over 300.000 kroner, skriver avisen.

    – Vi må konstatere, at der findes en syg lønkultur i nogle klubber, der i værste fald kan gældsætte spillerne i årevis, siger HSF-direktør Michael Sahl Hansen.

    Han frygter, at antallet af skattesager reelt er væsentligt højere, men der er allerede rigeligt med sager til, at han vil kalde problemet “enormt”.

    – Der er formentlig også en hel del sager, som vi slet ikke kender til. Enten fordi spillerne ikke har henvendt sig, fordi Skat endnu ikke har opdaget det, eller fordi spillerne ikke er medlemmer hos os, siger direktøren.

    Skat har blandt andet ført en sag, hvor en spiller har modtaget kørepenge uden at have kørekort. I andre sager har flere spillere kørt i samme bil til træning, men hver især indkasseret kørselsgodtgørelse.

    Klubbernes organisation, Divisionsforeningen, erkender, at der er problemer blandt foreningens egne medlemmer.

    Direktør Thomas Christensen fortæller, at man har fået nogle henvendelser fra klubberne, der gerne vil have lidt rådgivning om, hvordan de skal gøre tingene.

    – Det hjælper vi selvfølgelig med. For der er i mange tilfælde en form for uvidenhed i det, men der er også nogle, der bruger reglerne til det maksimale. Og det billiger vi selvfølgelig ikke på nogen måde, siger Thomas Christensen.

    Skat bekræfter i en mail til Politiken, at der er fundet problemer inden for håndbolden.

    Skat har siden 2014 kørt projektet “Professionelle idrætsklubber”. Det er blevet forlænget, da det har vist sig mere omfattende end forventet.

    /ritzau/