Snart kan Netflix komme med på ferie i EU-lande


    Forhandlere fra EU’s medlemslande, Europa-Parlamentet og EU-Kommissionen er tirsdag enedes om nye regler, der skal fjerne barriererne for, at man kan se indhold på nettet, når man opholder sig i et andet EU-land end sit hjemland.

    Det oplyser de tre EU-institutioner i hver deres pressemeddelelse.

    De nye regler skal gøre det muligt at se film, serier, musik, bøger eller spil, som man har købt sig adgang til i Danmark, når man tager på ferie eller kortere ophold i andre EU-lande.

    Aftalen mangler endnu at blive endeligt vedtaget af medlemslandene og Europa-Parlamentet, men det bør være en ren formalitet.

    Efter de gældende regler vil en abonnent, som forsøger at se film på sin HBO Nordic-konto under en ferie i Italien, få en meddelelse om, at tjenesten “kun er tilgængelig i Sverige, Norge, Danmark og Finland”.

    På samme måde vil en bruger af Netflix i dag have problemer med at bruge tjenesten i andre EU-lande. I Polen udbydes Netflix for eksempel slet ikke. Og i andre lande har man kun adgang til den lokale version af Netflix.

    Men det lægges der altså nu op til at ændre.

    Konkret lægges der i aftalen op til, at indholdsudbydere skal bede abonnenter om at bekræfte deres nationalitet. Bekræftelsen skal leve op til EU’s regler om beskyttelse af data.

    Det betyder, at udbydere kan bede brugeren om at identificere sig via blandt andet sin postadresse, ip-adresse eller betalingskort.

    EU-aftalen gælder kun indholdsudbydere, der er abonnementsbaserede.

    Indholdsudbydere, der tilbyder gratis indhold, er ikke omfattet af aftalen. Men de udbydere kan selv vælge at gøre deres indhold tilgængeligt for alle i EU.

    EU-Kommissionen kom med sit udspil til de nye regler i 2015 som del af en større plan om at udvikle et digitalt indre marked.

    For nylig blev en anden del af denne plan vedtaget, da der blev indgået en endelig aftale mellem Europa-Parlamentet og medlemslandene om at afskaffe roamingafgifter for mobiltelefoni i EU.

    /ritzau/