Københavns Kommune vil ikke redde Palads


    Teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune har mandag aften diskuteret et byggeprojekt omkring Vesterport Station. Projektet indeholder blandt andet, at biografen Palads skal rives ned.

    Og biografbygningen bliver ikke frelst på udvalgets bord i denne omgang. Her fik konsortiet bag byggeprojektet grønt lys til at arbejde videre med deres planer.

    Det oplyser teknik- og miljøborgmester i København Morten Kabell (EL).

    – Det første oplæg, som vi nu har taget stilling til, er et interessant projekt, siger han i en pressemeddelelse.

    – Nu har vi givet bygherre mulighed for at arbejde videre med projektet og samtidig indikeret, hvad man skal være opmærksom på i det fremadrettede arbejde.

    En af de begrænsninger politikerne kunne lægge ned over projektet var en fredning af bygningen. Det var en af årsagerne til, at forvaltningen havde bedt udvalget tage stilling til projektet.

    Det skete ikke på mødet. Et enigt udvalg besluttede at lade konsortiet arbejde videre.

    Projektet involverer, at der opføres højhuse over dele af banegraven, hvor der kører tog til og fra Vesterport Station.

    I den proces skal en række bygninger i området lade livet ifølge bygherrerne.

    – Vi har valgt ikke at lægge for mange restriktioner ned over det fremadrettede arbejde for nu for at se, hvad parterne bag så kan nå frem til, siger Morten Kabell.

    – Det betyder, at de ikke bare kan plastre området til med massive og arkitektonisk uinteressante højhuse. Samtidig vil vi gerne have undersøgt muligheden for, at projektet også kan komme til at indeholde flere boliger.

    DSB og Nordisk Films Biografer, som ejer henholdsvis grunden over togbanen og biografen, er begge informeret om projektet og har ikke afvist muligheden for et salg.

    /ritzau/