532 asylansøgere rejste hjem fra Danmark sidste år


    Arkivfoto


    Syge familiemedlemmer, falske forventninger og lang ventetid i asylcentre.

    Det er tilsyneladende nogle af de årsager, der har fået rekordmange asylansøgere til at forlade Danmark og i stedet vende næsen mod hjemlandet igen.

    Ifølge tal fra Den Internationale Organisation for Migrations (IOM) danske kontor rejste 532 asylansøgere hjem sidste år. Det er en fordobling i forhold til i 2015, skriver DR Nyheder.

    Størstedelen af dem sætter kurs mod hjemlandet, inden deres asylsag er behandlet færdig. Det gælder for tre ud af fire af de hjemrejste.

    IOM’s kontor i Danmark kan tilbyde at betale flybilletter og ordne de praktiske detaljer for asylansøgere, der enten frafalder deres asylansøgning eller er blevet afvist asyl i Danmark og ønsker at komme hjem.

    Her har man aldrig før hjulpet så mange frafaldne asylansøgere med returbilletten.

    – Vi hører ofte forklaringer om, at et familiemedlem i hjemlandet er blevet syg, et barn er blevet indlagt på hospitalet, eller der er en slægtning, som ligger for døden, siger Jacob Jørgensen, program- og forbindelsesofficer ved IOM i København, til DR.

    Også bristede drømme får asylansøgerne til at droppe Danmark.

    – Den historie om Danmark, der var solgt af en menneskesmugler eller andre, har vist sig ikke at være sand, siger Jacob Jørgensen til DR.

    Dansk Flygtningehjælp tilbyder rådgivning til mange af de asylansøgere, der overvejer at vende hjem. Her genkender man billedet af et stigende antal hjemrejser.

    Det er dog svært at sige, om det er udtryk for, at asylansøgerne så slet ikke havde brug for hjælp, forklarer Eva Singer, asylchef i Dansk Flygtningehjælp.

    – Vi ved ikke med sikkerhed, om de faktisk havde brug for hjælp, men opgav asylansøgningen af andre grunde.

    – Nogle af dem kan også være rejst tilbage og har forladt deres hjemland igen med det samme for at søge asyl et andet sted. Men derudover vil jeg sige, at hvis folk ikke ønsker at søge asyl i Danmark, så er det jo fint, at de rejser tilbage igen, siger hun.

    /ritzau/