DF vil hjemsende somaliere, irakere og iranere


    Arkivfoto.


    Danmark skal gøre op med sit asylsystem, hvor somaliere, irakere, iranere, afghanere og syrere i årtier har fået ophold og nogle dansk statsborgerskab. Selv udlændinge, som ikke får ophold, er meget svære at sende hjem.

    Det siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen.

    – Dansk Folkeparti vil gøre op med vort asylsystem, hvor flygtninge bliver her permanent. Disse folk skal vende hjem på et tidspunkt. Vi har en klar forventning om, at vi begynder med somalierne, siger Martin Henriksen.

    Det er ikke et “forfærdelig stort problem”, at Udlændingestyrelsen i 2015 ifølge Politiken kun var én dag i Somalias hovedstad Mogadishu for at tjekke landets forhold, mener han.

    – Af sikkerhedsmæssige årsager blev delegationen rådet til kun at besøge Mogadishu en dag og begrænse opholdet til Mogadishu International Airport-område, hedder det i rapporten.

    Siden har styrelsen udformet en rapport og undersøger, om 800 somaliere kan sendes hjem. De kan miste deres opholdstilladelse og udvises til Mogadishu.

    Martin Henriksen understreger, at Udlændingestyrelsens delegation ikke kun var én dag i Somalia. Den mødte også ngo’er, internationale organisationer og nødhjælpsarbejdere i Kenyas hovedstad, Nairobi, påpeger han.

    I sagsbehandlingen konkluderer rapporten ifølge en central kilde, at Somalias forhold er forbedret, skriver Politiken.

    Udlændingestyrelsen undersøger først, om fire somaliere som de første af 800 får inddraget deres opholdstilladelse, så de kan sendes hjem trods advarsler fra FN.

    Udlændingemyndighederne skal ikke stoppe ved somaliere, mener Martin Henriksen.

    – Myndighederne skal se på andre lande. Danmark har i årtier modtaget folk fra Afghanistan, Irak, Iran og Syrien, mener DF’s udlændingeordfører.

    /ritzau/