Trump sletter klimaforandringer fra præsidentens hjemmeside


    Arkivfoto


    Med præsidentskiftet i USA følger ikke blot en fysisk oprydning i Det Hvide Hus. Også præsidentens officielle hjemmeside har i lyntempo gennemgået en forandring, efter at Donald Trump fredag blev indsat i embedet.

    Her løfter Trump en del af sløret for, hvad han vil arbejde for som præsident.

    Et af de seks punkter er en energiplan. Den indebærer blandt andet at rulle forgængeren Barack Obamas såkaldte Climate Action Plan tilbage. Den havde som målsætning af skære i USA’s udledning af CO2 ved blandt andet at bevare skovarealer og øge forbruget af vedvarende energikilder.

    Trump vil i stedet satse på olie og gas.

    – Trump-administrationen vil omfavne revolutionen inden for skiferolie og -gas for at skabe job og velstand til millioner af amerikanere, lyder det på Det Hvide Hus’ hjemmeside.

    På den opdaterede side er klimaforandringer ikke nævnt med ét eneste ord, hvis man benytter sidens søgefunktion. Trump har tidligere sagt, at globale klimaforandringer er noget, som Kina har fundet på. Senere har han dog tilkendegivet, at der er noget om snakken.

    Et andet punkt på hjemmesiden er at “gøre USA’s militær stærkt igen”. Det skal blandt andet ske ved at udvikle et avanceret forsvarssystem, der skal beskytte mod missilangreb fra “stater såsom Iran og Nordkorea”.

    Det står dog ikke klart, hvad det skal koste, eller hvilket system der konkret skulle være tale om.

    Størstedelen af Trumps politiske indsatsområder, der nævnes på hjemmesiden, har tidligere været fremme. Men nu er det altså en præsidents officielle politik, noterer amerikanske medier.

    Donald Trump blev officielt taget i ed som præsident fredag. Da han kom hjem til Det Hvide Hus efter dagens festligheder, skrev han straks under på et dekret, der skal være med til at afvikle Obamas store sundhedsreform.

    Trumps stabschef, Reince Priebus, siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at dekretet er rettet mod “at minimere den økonomiske byrde” af sundhedsreformen “indtil ophævelse”.

    /ritzau/