Borgeres alkoholproblemer koster kommunerne 3,2 milliarder


    Danskere med et alkoholproblem kostede i 2014 de danske kommuner mindst 3,2 milliarder kroner mere end andre borgere. Det viser en sammenligning fra Sundhedsstyrelsen.

    Tallene er et resultat af en sammenligning mellem kommunernes udgifter til borgere, der er identificeret som havende et alkoholproblem, og andre borgere.

    Selv om det kan lyde af meget, er det mindre end tidligere. Det fortæller afdelingslæge Mia Fischerman fra Sundhedsstyrelsen.

    – Der er færre borgere i 2014 sammenlignet med i 2010, der har været i kontakt til sygehuse med en alkoholrelateret diagnose. Og det giver et fald i udgifterne, siger hun.

    – Vi kan se, at danskernes alkoholforbrug er faldende. Og vi kan se, at dødeligheden som følge af alkohol er faldende.

    Borgerne med alkoholproblemer er fundet enten ved, at de har fået en diagnose fra et sygehus eller købt medicin i forbindelse med en alkoholrelateret sygdom, eller fordi de er i behandling for alkoholproblemer.

    Kommunerne skal blandt andet betale for medfinansiering til sundhedsvæsnet.

    Men også oftere udbetaling af en række andre udgifter såsom overførselsindkomster, anbringelser og andre hjælpeforanstaltninger til børn og unge tælles med i opgørelsen.

    Opgørelsen viser dog også, at mange af disse indsatser kan undgås.

    – Vi ved, at der går 10-12 år, før de (borgere med et alkoholproblem, red.) kommer i behandling. Så det antyder, at der er et meget stort potentiale, hvis man kommer meget tidligere i behandling, siger Mia Fischerman.

    – Vi kan se, at det har store konsekvenser for dem (borgere med et alkoholproblem, red.). De har langt hyppigere fået anbragt deres børn, mistet deres arbejdet og er i kontakt med der sygehuse.

    /ritzau/