Bandidos-boss får 10 års fængsel for at smugle hash og kokain


    Arkivfoto.


    For en ledende Bandidosrocker viste det sig at være en god idé at anke en dom i en omfattende narkosag til landsretten.

    I Retten i Helsingør blev rockeren, der ifølge politiet er præsident i Bandidos, idømt 12 års fængsel, men Østre Landsret valgte at nedsætte straffen til fængsel i 10 år.

    Også for en anden central figur i narkosagen, der er gået under kodenavnet “Hajen”, kunne det betale sig at anke dommen. I byretten fik ‘Hajen’ 11 års fængsel, men det nedsatte landsretten til fængsel i 10 år.

    Sagen har drejet sig om indsmugling af godt 600 kilo hash og omkring 3,5 kilo kokain.

    I sagen har politiet foretaget beslaglæggelser i både Græsted og Helsinge i Nordsjælland, og der er foretaget både aflytning og skygning af de mistænkte.

    To andre mænd blev også dømt i sagen. De fik hver otte års fængsel i Østre Landsret mod 10 års fængsel i Retten i Helsingør.

    De to fungerede som såkaldte løbere. En “løber” er en form for praktisk gris. I denne sag har de to blandt andet stået for indsamling af penge, regnskaber samt opbevaring af narko.

    Yderligere er fire mænd dømt i sagen. To af dem fik hver to års fængsel, mens de to sidste fik hver et år og tre måneders fængsel.

    Selv om flere af de dømte fik nedsat deres straf i landsretten, er senioranklager Kristian Kirk tilfreds med udfaldet.

    – I byretten fik flere af de dømte en kombinationsdom, hvor en del af straffen blev gjort betinget, siger han.

    – Men landsretten har lagt til grund, at når man deltager i organiseret narkohandel, så skal man idømmes ubetinget fængsel.

    /ritzau/