Anklage: Kvindelig læge blev voldtaget af kollega på sygehus


    Arkivfoto.

    En kvindelig reservelæge blev flere gange voldtaget af en mandlig overlæge på et sygehus på Sjælland.

    Det hævder anklagemyndigheden i en sag, som nu skal afgøres af Retten i Næstved, skriver Sjællandske onsdag.

    Overfaldene skal have fundet sted såvel på arbejdspladsen som på en bar i København. På sidstnævnte sted skete voldtægten angiveligt på et toilet.

    Ifølge Sjællandske påstår anklagemyndigheden ikke kun, at straffelovens paragraffer om sexovergreb er blevet overtrådt.

    Overlægen beskyldes også for at have begået magtmisbrug, hvilket i loven er en selvstændig forbrydelse.

    Anklageskriftet beskriver flere forskellige episoder, hvor kvinden angiveligt blev offer for mandens lyster, oplyser Sjællandske på baggrund af anklageskriftet.

    Sagen indledes ved retten på mandag og fortsætter tirsdag.

    Her skal en domsmandsret – altså en juridisk dommer og to lægdommere – tage stilling til sagen.

    Den tiltalte nægter sig skyldig. Han er desuden beskyttet af navneforbud, fremgår det af retslisten.

    /ritzau/