Anklage: Sovende mænd blev likvideret med haglgevær og revolver


Gerningsstedet på Christian Paulsens Vej – her bliver en af de dræbte kørt væk.

Det var to personer, der med et haglgevær og en revolver dræbte tre unge mænd i en lejlighed på Frederiksberg 11. november sidste år.

Det viser anklageskriftet i sagen om drabet på 19-årige Philip Rasmussen, 23-årige Suhaib Jaffar og 24-årige Mike Vinther, som tilhørte den såkaldte Vanløse-gruppering.

Obduktionen har vist, at de blev skudt, mens de lå og sov i lejligheden.

Det fremgår af anklageskriftet, at fire personer og muligvis en femte person, som ikke har været sigtet i sagen, var med til at planlægge drabet.

En af de fire, et 24-årigt medlem af Bandidos, begik imidlertid selvmord i arresten 3. juni i år.

Derfor er det kun tre af dem, der skal for retten. De er tiltalt for drab og for medvirken til drab.

Det er endnu uvist, hvem af de fire personer der rent faktisk affyrede de to våben i lejligheden på Christian Paulsens Vej 26 i november sidste år.

Til gengæld viser anklageskriftet, at politiet er sikre på andre detaljer i sagen.

Ifølge anklagen var det en af de tiltalte, en 24-årig mand, som fortalte Bandidos-rockeren, der senere har begået selvmord, hvor de tre nu dræbte befandt sig.

Bandidos-rockeren videregav ifølge anklageskriftet oplysningerne til en af de øvrige tiltalte, en 33-årig mand, som også er fuldgyldigt Bandidos-medlem.

Den tredje tiltalte, som er 27 år gammel, tidligere medlem af rockerklubben og i familie med den 33-årige, er tiltalt for at skaffe en revolver.

Desuden fik gruppen angiveligt fat i et haglgevær.

Det var de to våben, som ifølge anklagen blev brugt til at dræbe de tre sovende unge mænd.

Vidner har fortalt, at de om natten hørte fem-seks høje knald, og at de havde bemærket to mænd løbe fra stedet og sætte sig ind i en lille mørk bil, som de flygtede i.

Retssagen mod de tre tiltalte begynder i marts i Retten på Frederiksberg og skal efter planen vare 22 dage. Dommen ventes 18. maj.


Det var bag disse vinduer, at de tre mænd brutalt blev likvideret, mens de sov.

/ritzau/