Danske syrienkrigere har modtaget penge fra statskassen


    36 personer, som har forladt Danmark for at blive syrienkrigere for den militante bevægelse Islamisk Stat (IS), har modtaget enten kontanthjælp fra en kommune eller dagpenge fra en a-kasse.

    Det viser en aktindsigt, som Ekstra Bladet har søgt i Beskæftigelsesministeriet.

    For beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er det ikke i orden. Han vil ikke acceptere, at syrienkrigere får offentlige ydelser fra Danmark.

    – Det er totalt uacceptabelt og noget svineri. Det skal stoppes, siger han til Ekstra Bladet.

    – Og vi skal have kortlagt mulighederne for at få stoppet flere offentlige ydelser, end vi tidligere har arbejdet med, det vil sige førtidspension, sygedagpenge, SU og så videre, siger ministeren.

    Center for Terroranalyse under Politiets Efterretningstjeneste (PET) har i sin seneste vurdering af terrortruslen mod Danmark oplyst, at mindst 135 personer er rejst ud af Danmark for at deltage i Syrien-konflikten.

    – Hvis man rejser ned for at være en del af en krig i Syrien, hvor man er IS-kriger, så skal man selvfølgelig ikke have nogen som helst ydelser fra det offentlige på nogen måde, siger Troels Lund Poulsen.

    Ifølge Ekstra Bladet er de 36 personer blevet anmeldt af PET til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Herfra er oplysningerne givet videre til de relevante kommuner og a-kasser.

    34 af de 36 modtagere har ifølge avisen modtaget penge fra en kommune, mens de har været i Syrien. To har modtaget et mindre beløb fra deres a-kasser.

    I 29 af sagerne har kommunerne og a-kasserne besluttet at kræve tilbagebetaling. Det samlede krav er 672.000 kroner.

    I de resterende syv sager er der ikke rejst krav om tilbagebetaling. Beskæftigelsesministeriet vil ifølge Ekstra Bladet ikke uddybe hvorfor, at det er tilfældet.

    Troels Lund Poulsen vil ikke klandre kommunerne for hele sagen.

    – Kommunerne er i hvert fald ikke nok opmærksomme på vigtigheden af at få de her personer stoppet. Men det er ikke kommunernes skyld. Det er et ansvar, der må deles af flere.

    – Derfor vil jeg efter nytår skrive til kommunerne, at jeg vil have en meget hurtigere rapportering fra kommunerne, når de modtager en underretning fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om, at de her personer skal undersøges, siger han.

    /ritzau/