Kvinde dræbt af knivstik i Herlev


En kvinde er fredag aften blevet fundet dræbt af knivstik i Elverparken i Herlev vest for København.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

– En 32-årig dansk kvinde er blevet fundet i Elverparken. Hun er fundet dræbt af knivstik, siger vagtchef Thomas Christensen.

Politiet er på stedet med flere patruljevogne og en hundepatrulje.

Anmeldelsen kom klokken 19.20. En ambulance var rykket ud til stedet, og kvinden blev erklæret død af en akutlæge. Hun er ramt af flere knivstik, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

– Området omkring stedet er afspærret, imens der foretages tekniske undersøgelser. Kvindens identitet er kendt af politiet, lyder det.

Parken ligger i et beboelsesområde og nær en folkeskole.

/ritzau/