35-årig gennembanket og overhældt med benzin i Nordjylland


Et banalt færdselsuheld i Nordjylland reddede efter alt at dømme en 35-årige mand fra at lide en grusom død.

Det skriver Ekstra Bladets netavis.

Omkring klokken 04 mandag morgen påkørte en varebil en knallert på Tuenvej ved Frederikshavn. Da betjente kiggede ind i lastrummet, fandt de den svært kvæstede mand liggende i en blanding af blod og benzin.

– Vi har en formodning om, at han skulle brændes af, siger politianklager Thomas Klingenberg til Ekstra Bladet

På sygehuset kunne lægerne konstatere, at offeret havde ikke færre end tre kraniebrud, flere knivstik og forskellige andre læsioner. Han er nu lagt i koma.

To nordjyske mænd på 41 og 30 år, som sad foran i varebilen, er blevet anholdt.

De bliver sent mandag eftermiddag fremstillet i et grundlovsforhør, hvor de vil blive sigtet for drabsforsøg, grov vold og for at have efterladt en tilskadekommen person i hjælpeløs tilstand, skriver eb.dk.

/ritzau/