Fyns Politi lukker Hells Angels og Black Armys klubhuse


Fyns Politi har tirsdag udsendt forbud mod, at medlemmer af de to bander, Black Army og Hells Angels kan få adgang til deres klubhuse på henholdsvis Nyborgvej og Petermindesvej i Odense. Baggrunden for beslutningen er den seneste tids konflikt mellem de to grupperinger.

Fyns Politis forbud mod at benytte de to klubhuse gælder i to uger – helt præcist fra i dag, tirsdag den 4. oktober til tirsdag den 18. oktober.Baggrunden for beslutningen er den tiltagende konflikt mellem de to grupper, hvor der blandt er blevet anvendt skydevåben.

Forud for lukningen blev begge klubhuse ransaget. Politiet fandt to skydevåben, en kniv, peberspray og flere slagvåben.

-Vi har nu flere gange oplevet, at der er blevet skudt i Odense. Det er simpelthen ikke acceptabelt med en adfærd, der udgør en potentiel risiko for borgerne i byen. Klubhusene ligger på steder i byen, hvor helt almindelige borgere har deres daglige færden. Dermed er der risiko for, at de kan komme i fare ved et angreb. Det vil vi ganske enkelt ikke acceptere, siger politiinspektør Benny Linde Larsen fra Fyns Politi.

Politiet vil være til stede
Fyns Politi rykkede derfor tirsdag morgen ved 05-tiden ind på de to adresse, Nyborgvej 140 E og Petermindesvej 20 i Odense, som er de to grupperingers deres faste tilholdssteder i Odense. Her vil politiet være til stede så længe forbuddet gælder.

-Vi har desværre erfaring for, at der bliver anvendt skydevåben, når der er konflikter i bandemiljøet. Derfor ser vi på den aktuelle situation med endog meget stor alvor. Borgerne i Odense skal kunne færdes sikkert og trygt i deres by. Derfor griber vi nu ind og sender dermed et klart og tydeligt signal til Black Army og Hells Angels om, at den her form for farlig adfærd vil vi under ingen omstændigheder acceptere, siger Benny Linde Larsen.

Indgreb skal sikre tryghed

-Ud over de indgreb, vi nu har sat i værk, så holder vi selvfølgelig også et ekstra vågent øje med de to grupper lige nu. Vi mener på den måde at have kontrol over situationen, så den almindelige borger ikke behøve at føle sig utryg ved at færdes i byen, siger Benny Linde Larsen.

I forbindelse med ransagningerne blev fem Hells Angels medlemmer og to Black Army medlemmer anholdt. De forventes alle løsladt igen.

Beslutningen om at lukke de to klubhuse er taget i medfør af lov om ophold på bestemte ejendomme.