Mexico nægter at udlevere Tvind-stifter Amdi Petersen


Mogens Amdi Petersen efter frifindelsen i byretten i 2006


Tvind-leder Mogens Amdi Petersen kan se frem til at nyde sit otium i Mexico uden risiko for at blive udleveret til Danmark. Han er ellers efterlyst via Interpol. Det skriver Jyllands-Posten.

Mexicos myndigheder har meddelt, at landet ikke vil udlevere 77-årige Amdi Petersen. Dermed undgår han efter alt at dømme retsforfølgelse i Danmark.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det oplyser Morten Niels Jakobsen, der er chef for Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).

– De mexicanske myndigheder har begrundet afvisningen med, at man i henhold til mexicansk lov ikke kan udlevere en person til et andet land, hvis personen er blevet frikendt ved det pågældende lands første retlige instans, i dette tilfælde ved en byret i Danmark.

– Det er særdeles ærgerligt både for anklagemyndigheden og af samfundsmæssige hensyn, at vi ikke kan få retten til at gå sin gang. Men vi er nødt til at respektere andre landes retssystemer, siger Morten Niels Jakobsen til Jyllands-Posten.

Mogens Amdi Petersen og fire andre ledende personer fra Tvind har været eftersøgt af dansk politi i ti år.

De blev i 2006 frikendt ved byretten i Ringkøbing. Anklagemyndigheden nåede ikke at forkynde en ankesag over for dem, før de var rejst ud af Danmark.

De fem var tiltalt for svindel for millioner. Ifølge anklagen mod dem stod de bag skattesvig for 47 millioner kroner og underslæb for 57 millioner kroner. Siden 2013 har de været efterlyst via Interpol.

Justitsminister Søren Pind (V) vil ikke mundtligt kommentere Mexicos afvisning af at udlevere Amdi Petersen. Han skriver i en mail til Jyllands-Posten:

– Mogens Amdi Petersen er fortsat internationalt eftersøgt, og tager han til et andet land, vil myndighederne forsøge at få ham udleveret derfra.

Tvind drev i mange år Den Rejsende Højskole med hovedsæde i Ulfborg. Organisationen stod også for en række efterskoler og tøjindsamling. Flere afhoppere og andre kritikere har sidestillet Tvind med en sekt.

/ritzau/