Nigerianer anholdt for mailsvindel for 400 millioner kroner


Hovedarkitekten bag et stort kriminelt netværk, der står bag internetsvindel for mere end 60 millioner dollar (omkring 400 millioner kroner), er blevet anholdt i Nigeria.

Det drejer sig om en 40-årig nigeriansk mand, der er blevet anholdt i en koordineret indsats mellem Interpol og det nigerianske bagmandspoliti.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det oplyser Interpol i en pressemeddelelse.

Den 40-årige nigerianer, der har fået tilnavnet “Mike”, har længe været i myndighedernes søgelys.

Han menes at være lederen i netværket, der består af mindst 40 kriminelle i lande som Nigeria, Malaysia og Sydafrika.

Han er desuden mistænkt for at stå bag omfattende hvidvaskning af pengene, som han blandt andet har tilegnet sig ved at sende snydemail til hundredvis af ofre.

Svindlen var rettet mod små og mellemstore virksomheder i hele verden. Ved hjælp af falske mail blev de franarret penge.

Et enkelt offer er blevet narret til at sætte omkring 100 millioner kroner ind på en konto, der tilhørte den nu anholdte nigerianer.

Abdul Chukkol, der er chef for det nigerianske bagmandspoliti, forklarer, at det er svært at finde bagmændene bag den slags cyberkriminalitet.

– Vores succes i denne operation er et resultat af et tæt samarbejde mellem Interpol og EFCC (nigeriansk bagmandspoliti, red.), hvis kendskab til det nigerianske miljø gjorde det muligt at stoppe det kriminelle netværk, der spreder sig over mange lande, siger han i pressemeddelelsen.

Den 40-årige nigerianer blev anholdt i byen Port Harcourt sammen med en 38-årig medsammensvoren.

De er nu sigtet for blandt andet hacking, sammensværgelse og tilegnelse af penge under falske forudsætninger.

/ritzau/