20-årig voldsmand fra Herfølge efterlyses af politiet


Den eftersøgte er nu anholdt, hvorfor billedet er sløret.


Midt- og Vestsjællands Politi beder offentligheden om hjælp til at finde en 20-årig mand, som har været efterlyst af politiet siden starten af maj 2016.

Politiet oplyser, at de efterlyste skal anholdes og sigtes i flere sager om personfarlig kriminalitet (grov vold) og sager om afpresning begået primært i Køge og Herfølge inden for de seneste cirka ni måneder.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Den efterlyste mistænkes for at være en af gerningsmændene i de mange sager.

Politiet har ledt efter den 20-årige både på hans bopæl i Herfølge-området og andre relevante tilholds- og opholdssteder uden at finde ham.

Derfor beder politiet nu offentligheden om hjælp til at lokalisere hans opholdssted.

Han beskrives som: Mand, 20 år, almindelig af bygning, ca. 170 cm høj, sort hår, særlige kendetegn: Tatovering ”Qundus” på håndryggen over højre tommelfinger.

Borgere opfordres til at undlade at tage kontakt til den eftersøgte, men i stedet straks kontakte nærmeste politi.

Har man oplysninger om den eftersøgtes opholdssted, eller træffer man ham, bedes Midt- og Vestsjællands Politi straks underrettet på tlf. 46351448 eller via nærmeste politi på tlf. 114.