90-årig mand dør i soloulykke nord for Kolding


En 90-årig mand er død, efter at han mandag aften kørte galt med sin hustru i Almind nord for Kolding.

Det skriver JydskeVestkysten.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Den 90-årige var føreren af bilen. Han kørte først ind i et skilt, inden han sammen med hustruen endte i grøften.

En ambulance blev tilkaldt, men ambulancepersonalet kunne ifølge avisen først konstatere, at ægteparret ikke var kommet til skade.

Senere fik manden det dog dårligt, og han blev herefter indlagt på Kolding Sygehus, hvor han blev erklæret død natten til tirsdag.

– Man har mistanke til, han har haft indre blødninger, og at han langsomt er forblødt, siger Carsten Andersen, politikommissær ved Sydøstjyllands Politi, til JydskeVestkysten.

Ægteparrets bopæl er i Egtved.

/ritzau/