Kilder: Gerningsmand bag angreb i Nice har tunesiske rødder


France24, YouTube


Id-papirer tilhørende en 31-årig fransk-tuneser er blevet fundet i førerhuset på den 19 ton tunge lastbil, der torsdag aften blev brugt til at køre ind i en folkemængde i den franske by Nice.

Det oplyser kilder i politiet til det franske nyhedsbureau AFP.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

– Der arbejdes fortsat på at identificere chaufføren endeligt, siger kilder.

Papirerne indikerer dog, at der er tale om en lokal mand med rødder i Tunesien.

Ingen gruppe eller organisation har endnu taget skylden for episoden, hvor mindst 80 personer blev dræbt.

Videoer viser, hvordan en hvid lastbil pløjer sig igennem en menneskemængde og efterlader dræbte og sårede på jorden.

Ifølge Christian Estrosi, præsidenten i regionen Provence-Alpes-Côte d’Azur, hvor Nice ligger, skød gerningsmanden ud af vinduet, mens han kørte lastbilen gennem folkemængden.

– Da han blev skudt og dræbt af politiet, havde han affyret adskillige skud, siger han.

Billeder af lastbilen viser, at den havde adskillige skudhuller i forruden efter at være blevet bragt til standsning.

Også den lokale avis Nice-Matin har oplysninger om den mulige gerningsmand.

– Ifølge vores oplysninger var det en Nice-borger fra Tunesien, der kørte lastbilen. Manden på 31 år skød også mod folkemængden, mens han kørte, skriver avisen på sin hjemmeside.

Ifølge Christian Estrosi var der skydevåben og granater i lastbilen. En kilde tæt på efterforskningen siger dog til AFP, at der var tale om en “inaktiv” granat og adskillige attrap-rifler.

/ritzau/