Lille dreng blev befamlet i skridtet af fremmed mand i SuperBrugsen


Mens en far tilsyneladende var optaget af at finde varer på hylderne, så en fremmed mand mandag aften sit snit til at stikke hånden ned i bukserne på en seksårig dreng og befamle ham.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, der har sigtet en 52-årig mand fra Greve for krænkelserne.

Like localeyes.dk på Facebook

Politiet fik tirsdag morgen anmeldelse om overgrebet, der ifølge drengen fandt sted aftenen forinden.

Drengen var med sin far ude at handle i SuperBrugsen på Møllevej i Karlslunde, da en fremmed mand ifølge drengen antastede ham.

Drengen har forklaret, at manden først befølte ham på numsen uden på bukserne, hvorefter han stak sin hånd ned i drengens bukser og befølte ham igen.

– Drengen fortalte i første omgang sin far, at han havde mødt en klam mand, og først senere fortalte han, hvad der var foregået, skriver politiet i en døgnrapport.

Politiet undersøger nu, om manden har begået andre overgreb.

Manden blev anholdt tirsdag kl. 19.20, og han stilles onsdag for en dommer ved Retten i Glostrup med krav om fængsling.

/ritzau/