Politiet kaldt ud til uro ved fejring af sidste skoledag


I København rykkede politiet fredag aften ud til en anmeldelse om “større slagsmål mellem to grupperinger i folkeskolealderen”


Flere steder på Sjælland rykkede politiet fredag aften ud til uroligheder, som i første omgang blev sat i forbindelse med folkeskoleelvernes sidste skoledag.

Men i hvor høj grad balladen har direkte forbindelse til eksalterede elevers adfærd, eller om det i stedet var ældre unge, som stod bag, er lørdag formiddag en smule uklart.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

I København rykkede politiet fredag aften ud til en anmeldelse om “større slagsmål mellem to grupperinger i folkeskolealderen”, fortæller vagtchef Carsten Reenberg.

– Vi modtager flere lignende anmeldelser, men om det er den aldersgruppe, der har været i slagsmål, eller om det har været ældre personer, det er svært at sige, siger Carsten Reenberg.

Da politiet nåede frem, var der ikke længere slagsmål, og kun én person blev sigtet. Han var 19 år. Sigtelsen lød på overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og våbenloven for besiddelse af en såkaldt hardballpistol, altså en avanceret legetøjspistol.

I Roskilde var de festende folkeskoleelver samlet i Folkeparken. Også her blev politiet kaldt ud til ballade.

I parken var der så megen uro, at politiet valgte at bruge hunde mod gruppen af unge mennesker. To personer blev bidt.

– Det ærgrer os, at de unge mennesker vælger at opføre sig sådan, for de fleste hyggede sig. Vi giver dem masser af chancer for at forlade stedet. Men de begynder at skubbe til politiet, og så tager vi magt i brug, sagde vagtchef Michael Hansen efter episoden.

I konfrontation mellem unge og politiet blev der spyttet mod en af politifolkene, og det har udløst en sigtelse for vold mod offentligt ansat.

Om ballademagerne i Roskilde har været i folkeskolealderen, er dog usikkert. Fire personer blev anholdt, og de er noget ældre.

– Hvis det er folkeskoleelever, så skal de i hvert fald have gået nogle klasser om. Der er tale om tre, der er født i 1998, og en, der er født i 1995, fortæller vagtchef Thomas Jørgensen lørdag morgen.

Andre politikredse melder om, at sidste skoledag er forløbet i god ro og orden.

Hos Nordsjællands Politi fortæller man, at aftenen er forløbet fredeligt, selv om der har været masser af mennesker samlet på Bellevue Strand. Der er blevet indgivet en enkelt voldsanmeldelse, men der er ikke sket noget alvorligt, oplyser vagtchefen.

/ritzau/