Helikopter styrtet ned med 13 om bord


Arkivfoto


En helikopter med 13 personer er styrtet ned i havet ved Turøy ud for Bergen i Norge.

Politiet frygter, at alle om bord er omkommet.

– Det er nu bekræftet, at 13 personer var om bord i helikopteren, fortæller fungerende kommunikationsrådgiver Stig Losnegaard i politidistrikt Vest ifølge NTB.

Først på eftermiddagen fredag er oplysningerne stadig sparsomme og modstridende.

Helikopteren bruges ifølge norsk TV2’s kilder normalt til at fragte medarbejdere til og fra boreplatforme i Nordsøen. Statoil, der driver boreplatformen oplyser, at selskabet er i gang med at mobilisere en redningsaktion efter ulykken.

Helikopteren på vej til Bragefeltet i Nordsøen.

Politiet oplyser til norsk TV2, at man indtil videre ikke har kunnet finde tegn på overlevende, efter at helikopteren er styrtet ved Turøy ud for Bergen.

Et øjenvidne siger til norsk NRK, at flere personer ser ud til at være bjærget på land efter styrtet.

Ifølge øjenvidner, som den norske avis VG har talt med, var der før styrtet en “voldsom eksplosion”.

– De meldinger, vi har fået, tyder på, at helikopteren stort set er gået i stumper og stykker, siger redningsleder Bjørn Jarle Åmlid til det norske nyhedsbureau NTB.

Øjenvidner fortæller til norsk TV2, at der ligger personer i vandet. Det kan redningslederen dog ikke bekræfte.

Bjørn Jarle Åmild fortæller, at flere redningshelikoptere er på vej fra Sola og Florø, og at der er sendt en luftambulance af sted mod ulykkesstedet. Derudover er der både i området.

Forsvaret bidrager desuden med flere fartøjer og fire dykkere, mens Røde Kors har sendt to ambulancer og en båd fra Bergen.

Ulykken ser umiddelbart ud til at være en af de værste, de er set i Norge inden for de seneste ti år.

Der har været flere alvorlige helikopterulykker i Norge, hvor flere er omkommet. Blandt andet omkom fem personer i 2011, da en helikopter styrtede ned under en helikopteropvisning.

/ritzau/