Ulla Tørnæs er klar til at lovgive om det ydre rum


Foto: Andreas Mogensen fra ISS


Selv om Andreas Mogensen indtil videre er den eneste dansker, der har været der, så er det på høje tid, at Danmark får en lov for det ydre rum, mener regeringen.

Folketinget skal derfor torsdag førstebehandle et lovforslag ved navn “Lov om aktiviteter i det ydre rum”, der blandt andet slår fast, at det ydre rum er den del af rummet, der ligger 100 kilometer over havets overflade.

Bliver forslaget vedtaget, vil det fremover kræve godkendelse fra uddannelses- og forskningsministeren at udføre en rumaktivitet, hvilket vil sige at sende genstande op i det ydre rum, styre genstande tilbage til jorden eller lignende.

– Det er meget specielt, at man har et område, der ikke har været reguleret hidtil, siger uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V).

– Alt det tekniske skal jeg ikke kloge mig på. For mig handler det om at tilvejebringe nogle efterspurgte rammer for at de aktiviteter, som Danmark tager del i i det ydre rum, er reguleret på en betryggende måde. Det handler også om forskning og arbejdspladser.

Lovforslaget lægger blandt andet op til, at der skal oprettes et register over, hvilke rumgenstande, der fra Danmark sendes i kredsløb om jorden eller længere ud i det ydre rum.

/ritzau/