Hashdømte fra Christiania skal i Højesteret


Pusherstreet på Christiania den 13. marts 2014.


Den hidtil største sag om organiseret hashhandel – hvis man ser på antallet af involverede – er nu på vej til landets øverste domstol.

Like localeyes.dk på Facebook

Endnu inden landsretten har taget stilling til de fleste af sagerne, har de første ti dømte fået Procesbevillingsnævnets tilladelse til at få sagen prøvet ved Højesteret. Det skriver nævnet i en pressemeddelelse på domstol.dk.

De syv mænd og tre kvinder blev i december idømt fængselsstraffe på mellem 1 år og 9 måneder og 2 år og 9 måneder, da Østre Landsret tog stilling til sagen.

I forbindelse med politiets operation “Nordlys”, der var rettet mod den organiserede hashhandel på Christiania, blev flere end 80 personer anholdt

Anholdelsesaktionen i marts 2014 er den hidtil største af sin slags herhjemme. Aldrig tidligere har politiet anholdt så mange på baggrund af efterforskning. Kun ved masseanholdelsesaktioner efter for eksempel demonstrationer er flere blevet anholdt.

Anholdelserne skete, efter at politiet i månedsvis systematisk havde overvåget salget fra hashboderne. Blandt andet ved brug af politifolk, som havde arbejdet under dække.

De mange anholdelser mundede ud i, at 76 personer sidste forår blev dømt i byretten, hvor komplekset blev delt op i seks forskellige retssager. Også det er rekord i en sag af den kaliber.

Langt de fleste valgte at anke deres domme til Østre Landsret, som altså i december dømte de første ti for salg af mellem 100 og 214 kilo hash. Det er dem, som nu har fået lov til at gå videre til Højesteret.

De dømte mente, at de kun kunne dømmes for den mængde hash, som politi og anklagemyndigheden kunne bevise, at hver enkelt havde solgt.

Landsretten fandt dem dog skyldige i at have solgt den mængde, som blev solgt fra den bod, de var tilknyttet, uanset om de var til stede ved de enkelte handler eller ej.

/ritzau/