Tidligere politiker er tiltalt i stor kokainsag


Den 35-årige ekspolitiker er sammen med de to andre mænd på 30 og 43 år anklaget for at have smuglet i alt omkring 20 kilo kokain og heroin til Danmark fra Holland. Arkivfoto

Tre mænd er blevet tiltalt i en stor sag om indsmugling af narko. En af dem er det tidligere byrådsmedlem i Horsens Yunus Coban, som ligesom de to andre tiltalte nægter sig skyldig.

Like localeyes.dk på Facebook

Stort set al den tid, som Coban sad som politiker, havde han ifølge anklagerne en kriminel nebengeschæft som narkosmugler.

Narkosmuglingen begyndte ifølge anklageskriftet i december 2013 og fortsatte indtil slutningen af november året efter.

Coban blev valgt ind ved kommunalvalget i november i 2013 for Socialdemokratiet. Han sad i byrådet indtil oktober året efter, hvor han bad om at blive fritaget fra sit hverv.

Begrundelsen lød, at han havde fået en elevplads som rejsemontør i en virksomhed, hvor han var ansat. Det ville gøre det svært for ham at passe sit arbejde som lokalpolitiker i Horsens.

Den 35-årige ekspolitiker er sammen med de to andre mænd på 30 og 43 år anklaget for at have smuglet i alt omkring 20 kilo kokain og heroin til Danmark fra Holland.

Mændene stod ifølge anklagerne for at planlægge og arrangere indsmuglingen.

Smuglingen foregik i de fleste tilfælde ved, at andre personer agerede som kurer og hentede narkoen, som hovedsageligt var kokain, hos den 43-årige mand i Holland.

På hver tur blev der ifølge anklagemyndigheden kørt mellem 500 gram og op til omkring to kilo narko til Danmark.

Den 43-årige mand er i modsætning til de andre to ikke dansk, men hollandsk statsborger. Anklagemyndigheden kræver, at han bliver udvist.

Det er Task Force Vest, som sammen med Rejseholdet og internationale samarbejdspartnere har efterforsket sagen i halvandet år.

Der er allerede blevet gennemført seks tilståelsessager i sagen. Seks narkokurerer er blevet idømt mellem knap fire år og op til syv års fængsel. En mellemmand er blevet idømt otte år og seks måneders fængsel.

Sagen forventes at køre over 11 dage i Retten i Horsens.

/ritzau/