Dømt for vanvidskørsel: Filmede sig selv med 260 km/t


Arkivfoto


En 33-årig mand fra Randers er dømt for vanvidskørsel.Han leverede selv de bedste beviser, for han havde filmet det hele med en GoPro-kamera.

Like localeyes.dk på Facebook

LÆS OGSÅ: Politiet opgav biljagt: Tyve stak af med sindssyg fart

Det oplyser politiet fredag i en pressemeddelelse.

Den 33-årig mand blev torsdag ved retten i Aarhus dømt for vanvidskørsel på motorcykel.

Han kørte i oktober 2013 på motorcykel på motorvejen fra Randers til Vejle med en gennemsnitsfart på 193 km/t og en topfart på 260 km/t. Manden overhalede desuden højre om og kørte også flere gange ind imellem to køretøjer, både personbiler og lastbiler.

Beviserne mod manden var ganske gode, for politiet kom i besiddelse af de optagelser, han selv havde lavet med sit GoPro-kamera.

Manden blev dømt for straffelovens §252, der handler om konkret og nærliggende fare for andres liv og førlighed. Dommen lød på en fællesstraf på ni måneders fængsel, hvoraf de tre måneder er for vanvidskørslen.

De resterende måneder stammer fra en anden sag. Fængselsstraffen er betinget med vilkår om samfundstjeneste. Han blev desuden idømt en bøde svarende til en månedsløn, og han blev frakendt retten til at køre både motorcykel og bil i fem år.

Anklagerfuldmægtig ved Østjyllands Politi, Stine Hagstrup, er tilfreds med dommen, der svarede til anklagemyndighedens påstand.

– Dommen viser den afstand samfundet tager til hensynsløs kørsel, hvor tiltalte har vist udpræget mangel på forståelse for, hvordan man opfører sig i trafikken, siger anklagerfuldmægtig Stine Hagstrup.

Den tiltalte tog sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke.