Medier: Bin Ladens søster og stedmor dræbt i flyulykke


Osama bin Ladens halvsøster og stedmor var blandt de fire personer, der blev dræbt, da en privatjet fredag forulykkede i en lufthavn sydvest for London i England.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Ingen om bord på flyet overlevede ulykken, der skete, da flyet forsøgte at lande.

Det skriver flere internationale medier, efter at Saudi-Arabiens ambassadør i Storbritannien, prins Mohammed bin Nawaf Al Saud, fredag kondolerede den stenrige Bin Laden-familie på ambassadens officielle Twitter-profil.

– Ambassadøren kondolerer til sønnerne af den afdøde Mohammed bin Laden og deres pårørende i forbindelse med den tragiske hændelse, hvor et fly, der transporterede medlemmer af familien, styrtede ved lufthavnen i Blackbushe, skriver han.

Ifølge en talskvinde for lufthavnen styrtede flyet ned i nogle biler ved en bilauktion nær lufthavnen. Mirakuløst kom ingen personer på jorden noget til, da flyet ifølge vidner eksploderede efter at have ramt jorden.

Ofrenes identitet er ikke blevet bekræftet endnu, men ifølge flere saudiske medier er det familiemedlemmer til den tidligere al-Qaeda-leder Osama bin Laden. Han blev i 2011 dræbt af amerikanske specialstyrker i Pakistan.

Mere præcist skal der være tale om Osama bin Ladens halvsøster, stedmor samt halvsøsterens mand. Det fjerde offer er piloten. Det oplyser en ven af familien til NBC News.

Saudi-Arabiens ambassade i London oplyser, at den arbejder sammen med de britiske myndigheder om at efterforske ulykken og sikre, at ligene hurtigt bliver fløjet til Saudi-Arabien, hvor de skal begraves.

Bin Laden-familien er en prominent og rig klan i Saudi-Arabien med et omfattende forretningsimperium. Den består angiveligt af omkring 600 medlemmer.

/ritzau/Reuters