Sur hjemmerøver i retten: Kaster kaffekande efter dommer


Arkivfoto


En mand blev rasende, da han fredag blev idømt fængsel i ni år for tre hjemmerøverier – og kastede en kaffekande efter dommerne i Retten i Roskilde.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

I forbindelse med tumulten blev den 25-årige mand overmandet af politiet. Ingen blev dog ramt af kaffekanden, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Den dømte, som er fra Slangerup, blev straffet for tre røverier begået mod beboere i lejligheder i Jyllinge i september og oktober sidste år.

Efter de to første episoder mod det samme offer mente politiet, at gerningsmændene ville vende tilbage. De lå på lur i området og pågreb derefter de nu dømte.

Røverne benyttede sig af grove trusler.

“Skal jeg smadre dig, jeg tror, du har mere,” lød det blandt andet til en mand, der fik en lussing og blev truet med et glas. Et andet spørgsmål lød: “Skal jeg choppe dig?”.

Ved et andet røveri fik offeret at vide, at han ville få sine fingre klippet af, og at han ville blive stukket med kniv.

Ved de to første røverier bestod udbyttet af et guldur, en jakke, parfume, bukser, telefoner og 2300 kroner.

Ved det tredje fik den dømte 40-50 kroner samt et par jakker, en kasket og parfumer med sig.

I den forbindelse fik to de to ofre knytnæveslag i hovedet, ligesom den ene fik sat en kniv for halsen.

Den 25-åriges lillebror på 22 år, som er fra Hillerød, er idømt fængsel i fem år, fordi han deltog i det ene røveri.

En tredje tiltalt er 30 år og dømmes til anbringelse på et psykiatrisk hospital. Når anbringelsen er overstået, udvises han til Uganda. Han kom til Danmark som otteårig.

For nogle år siden vedtog Folketinget at skærpe straffen for hjemmerøveri.

Som udgangspunkt er straffen fem års fængsel, når borgere udsættes for røveri i eget hjem af personer, de ikke kender i forvejen.

Til sammenligning straffes forsøg på at tage et andet menneskes liv med fængsel i seks år.

Senioranklager Thomas Brædder erklærer sig tilfreds med dommen.

– Røverierne har været en voldsom oplevelse for de implicerede og skaber generel utryghed, siger han i en pressemeddelelse.

/ritzau/