Bandidos-rockere sigtes for påkørsel af tre unge


Arkivfoto


To mænd fra Bandidos er blevet anholdt af politiet, som mistænker dem for at have været indblandet i en grov voldssag på Amager i maj.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Om natten 2. maj var der uro på værtshuset Air Pub på Kastruplundvej, og efter lukningen af stedet var der flere tilfælde af vold.

For eksempel kørte en sølvgrå Audi op på fortovet og påkørte to unge mænd og en ung kvinde.

Det er denne handling, som to rockere nu er blevet anholdt og sigtet for, oplyser Københavns Politi.

– De sigtes for vold af særlig farlig karakter, siger politikommissær Steffen Th. Steffensen fredag.

Den ene af de anholdte er 42 år, og den er anden er 24 år.

De fremstilles i grundlovsforhør i Dommervagten med krav om varetægtsfængsling. Også en tredje deltog, mener politiet.

– Derfor har vi bedt anklagemyndigheden om at indhente en kendelse om fængsling in absentia af den tredje, der er 39 år, siger politikommissæren.

De påkørte fik knubs. Men den ene skal muligvis igennem en knæoperation.

Ved en anden episode blev en mand skåret i ansigtet med en kniv.

– I den sag forventer vi også snart anholdelser, siger politikommissær Steffen Th. Steffensen.

/ritzau/