Observatørgruppe: IS har begået massedrab i Palmyra


Foto som angiveligt er fra maj 2015 og viser en kriger fra Islamisk Stat som er i ildkamp med syriske regeringstropper på en vej mellem Homs og Palmyria.


Islamisk Stat (IS) beskyldes for at have trukket et spor af død efter sig i forbindelse med erobringen af den syriske by Palmyra.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det påstår både den syriske regering samt overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

Ifølge det syriske regime har IS dræbt flere hundrede personer i Palmyra – først og fremmest kvinder og børn. Det meddelte Syriens statslige tv tidligt søndag ifølge Reuters.

– Terroristerne har dræbt over 400 mennesker og lemlæstet ligene under påskud af, at de samarbejdede med regimet, lød det i en nyhedsudsendelse.

Det store antal dræbte er ikke bekræftet fra anden side, men Syriens Observatorium for Menneskerettigheder oplyser, at IS-krigere har dræbt mindst 217 personer i og omkring Palmyra den seneste uges tid.

Blandt de dræbte er mindst 14 børn og 12 kvinder. Mange af ofrene var i familie med syriske soldater eller politifolk ifølge menneskerettighedsgruppen.

– IS har også likvideret flere end 150 soldater og militsfolk (der støtter regimet, red.) samt andre, der beskyldes for at hjælpe styret, siger observatørgruppens leder, Rami Abdel Rahman, til nyhedsbureauet AFP.

Før Palmyra faldt i hænderne på IS, menes mindst 300 af regimets soldater at have mistet livet i kampen om byen.

FN’s Sikkerhedsråd udtrykte lørdag dyb bekymring over Islamisk Stats indtog i Palmyra, hvorfra mange er flygtet.

– De 15 medlemmer af Sikkerhedsrådet forlanger, at alt skal gøres for, at de mange tusinde civile i området kan komme i sikkerhed.

Unesco, der har Palmyra på sin liste over uerstattelig verdensarv, er også stærkt bekymret over udviklingen. Islamisk Stat smadrer kulturarv og historiske bygninger overalt, hvor bevægelsen vinder terræn.

/ritzau/Reuters