Truede buschauffør til at vende bussen mod København


Den truende mand var stadig i bussen og satte sig til modværge ved anholdelse, så politiet måtte anvende en tjenestehund i forbindelse med anholdelsen af en 29-årig mand fra Søborg. Arkivfoto


Natten til onsdag kl. 04.37 anmeldte en buschauffør på en natbus på vej mod Køge, at en passager gik truende rundt i bussen og muligt kunne være bevæbnet med noget, der lignede en kniv.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Bussen fortsatte sin planlagte rute sydover fra Karlslunde, og undervejs truede passageren buschaufføren til at køre i modsat retning, idet manden ønskede at komme til København.

Politiet kørte til området og fik i Solrød-området kontakt til bussen, hvor der stadig var to passagerer ud over chaufføren.

Den truende mand var stadig i bussen og satte sig til modværge ved anholdelse, så politiet måtte anvende en tjenestehund i forbindelse med anholdelsen af en 29-årig mand fra Søborg.

Våbnet viste sig at være en skruetrækker, men ingen i bussen var blevet såret af skruetrækkeren.

Den anholdte var formentlig påvirket af euforiserende stoffer og blev lagt til afrusning i detentionen på politistationen i Roskilde.

I formiddagens løb skal han sigtes og afhøres til trusler mod buschaufføren og passagererne og muligt også for overtrædelse af våbenlovgivningen. Herefter vil politiets jurister tage stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør eller løslades efter endt sagsbehandling.