Rockerrelaterede må gerne være dørmænd


De to mænd er begge ansat som dørmænd på en beværtning i Esbjerg, og begge er tilknyttet motorcykelgruppen No Name Mc Mainland, der ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi har forbindelser til både Hells Angels og Bandidos. Arkivfoto


Det var ikke i orden, at politiet tog autorisationerne fra to dørmænd, fordi de er medlemmer af en motorcykelklub.

Like localeyes.dk på Facebook

Det har Vestre Landsret onsdag bestemt.

De to mænd er begge ansat som dørmænd på en beværtning i Esbjerg, og begge er tilknyttet motorcykelgruppen No Name Mc Mainland, der ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi har forbindelser til både Hells Angels og Bandidos.

Politiet mener ikke, at de to tiltalte kan udføre deres job forsvarligt, men landsretten mener ikke, at der er faremomenter forbundet med deres tilhørsforhold No Name Mc Mainland.

– Mine klienter er naturligvis glade og tilfredse over, at byrettens dom stadfæstes. Hvis politiet skal fratage folks ret til at arbejde, skal der ligge en særlig grund, siger de to mænds fælles forsvarsadvokat, Mikkel Fisker, til Ritzau, og fortsætter:

– Det var ikke tilfældet i denne sag, siger han.

Dermed stadfæstes Retten i Esbjergs afgørelse tilbage fra december 2014.

Mikkel Fisker siger, at begge mænd har fået roser og pæne ord med på vejen fra deres fælles arbejdsplads, og at de begge var rystet over, at sagen overhovedet skulle for landsretten.

– De er begge rigtig glade for at være dørmænd, og de er lettede over, at sagen nu er afsluttet, og at den ikke længere hænger over hovedet på dem, siger han.

/ritzau/