20-årig anholdt for dødstrusler mod Kommune


Arkivfoto


Flere bygninger i Lolland Kommune blev torsdag formiddag lukket ned, efter at kommunen modtog dødstrusler via en mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

– Vi har anholdt den unge mand, som har fremsat truslerne, så nu vil der blive åbnet igen, fortæller vagtchef Henrik Karlsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Kommunen modtog truslerne omkring klokken 10. Den anholdte er en 20-årig mand, som sidst på formiddagen er blevet anholdt på sin bopæl i Maribo.

– Han har været utilfreds med noget. Jeg ved ikke hvad. Han har skrevet noget i retning af, at han ville slå dem alle sammen ihjel, men det har ikke været noget konkret, fortæller Henrik Karlsen til Ritzau.

Truslerne fik ifølge Folketidende.dk kommunen til at lukke ned for både rådhuset i Maribo samt for et jobcenter og borgerservicekontor i Nakskov.

/ritzau/