Kvinde hårdt kvæstet efter lastbilsammenstød


Kvinden blev reddet ud af sin ødelagte bil i live og er i helikopter blevet fløjet til traumeafdelingen på Rigshospitalet i København. Arkivfoto


En 43-årig kvinde fra Holbæk blev fredag morgen hårdt kvæstet, da hun stødte frontalt sammen med en lastbil på Holbækvej i den østlige udkant af Kalundborg.

££3

Kvinden blev reddet ud af sin ødelagte bil i live og er i helikopter blevet fløjet til traumeafdelingen på Rigshospitalet i København, oplyser pressemedarbejder Martin Bjerregaard, Midt- og Vestsjællands Politi.

Ulykken skete kort efter klokken 7.30 fredag morgen. Kvinden var på vej mod Kalundborg, da hendes bil af en eller anden grund kom over i den modsatte vejbane, hvor den tørnede frontalt ind i en modkørende lastbil.

Mens kvinden blev alvorligt kvæstet, slap lastbilens chauffør uskadt fra ulykken.

– Chaufføren slap uskadt, men er noget chokeret, siger Martin Bjerregaard.

Politiet har rekvireret en bilinspektør, der skal undersøge de to køretøjer, der var indblandet i ulykken, og årsagen til, at kvinden kom over i den forkerte vejbane.

Ulykken skete en kilometer fra rundkørslen ved Tømmerup, og trafikken på Holbækvej måtte nogle timer ledes ad en omkørsel ad Tingvejen i Ubberup.

/ritzau/