Bandekonflikt udløser skud ved stormoské


Privat foto


Tre til fire skud blev mandag aften affyret ved Københavns Stormoské. Ingen personer blev ramt, og Københavns Politi efterlyser vidner til det formodede interne opgør i banden Brothas.

Like localeyes.dk på Facebook

Skuddene faldt, da en sort Volkswagen Touran kom kørende ad Rovsingsgade omkring klokken 23.40 i Københavns Nordvestkvarter.

– Der kommer en sort Touran kørende, og der står tre eller fire mennesker ved moskeen. En strækker hånden ud og skyder tre-fire skud mod bilen, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen til Ritzau.

LÆS OGSÅ: Flere personer anholdt efter skyderi på Amager
– En rude i moskeen og en bil, der holder ved vejen, bliver ramt, så der er formentlig skudt tilbage fra den kørende bil, da moskeen er ramt, fortæller politikommissæren.

Politiet mener, at skudopgøret skyldes en internt konflikt i banden Brothas. Samme bande skød angiveligt også efter hinanden onsdag på Amager.

– Det er banderelateret, og jeg tror, at det er noget internt i Brothas. Vi kobler skyderiet ved moskeen med skyderiet mellem to biler på Amager, siger Steffen Thaaning Steffensen.

Ved skudepisoden 10. december jagtede to biler hinanden på Amagerbrogade ved krydset ved Oxford Allé og via villaveje frem til skyderiet på Greisvej nær Kastrupvej.

Politiet fandt efterfølgende adskillige patronhylstre i området ved Greisvej.

– Vidner fortæller, at personer i begge biler har skudt på hinanden, og det er fuldstændig uacceptabelt, at de ligger og skyder efter hinanden på åben gade, hvor det kan gå ud over hvem som helst, sagde politikommissæren tidligere.

/ritzau/