Tre mænd anholdt i stor hælerisag


Politifoto f tyvekoster fra den store hælerisag


30 betjente fra Østjyllands Politi har i dag deltaget i en stor aktion, der er resultatet af flere måneders intensiv efterforskning mod tre mænd, der mistænkes for at stå bag omfattende og organiseret hæleri med udspring i Østjylland.

Like localeyes.dk på Facebook

Ved dagens aktion ransagede politiet ni adresser, otte i Aarhus-området og en i Hjørring, og anholdt i den forbindelse tre mænd, to fra Aarhus og én fra Hjørring, på hhv. 30, 31 og 35 år. De tre mænd er sigtet for groft hæleri, da de menes at stå bag flere end 200 forhold af hæleri gennem de seneste to måneder.

Østjyllands Politi fandt hælervarer på alle ni adresser i form af blandt andet:

Lamper
Smykker
Ure
Tøj
Cykler
Kameraer
TV
It-udstyr
Kosterne menes at stamme fra indbrud og tyverier begået primært i Østjylland, og kosterne er dels transporteret ud af landet og dels solgt via nettet. De tre mænd menes at have omsat koster for mere end 1 million kroner.

– Det er en usædvanlig grov sag med mange forhold af hæleri. Man skal huske på at hæleri straffes på lige fod med indbrud, så det er grove forhold, de tre mænd er sigtet for, siger leder af lokal efterforskning i Aarhus politikommissær Aksel Mølsted.

De tre mænd bliver fremstillet i grundlovsforhør fredag den 24. oktober, og politiet forventer flere anholdelser i sagen.