Brøndbyfans truer politiet til at løslade anholdte


Stort politiopbud ved Brøndby Stadion


En række Brøndbyfans pressede fredag aften to betjente til at løslade anholdte ved en fest i et klubhus med navnet Huset på Københavns Vestegn.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Episoden begyndte klokken 20.47, da en patrulje med to mand kom forbi klubhuset og så fire personer i slåskamp, oplyser Københavns Vestegns Politi.

– De skilte dem ad, men der er en kollega, som bliver væltet om kuld, og det gearer op, så de må sprøjte med peber. Men en vrister sig fri og løber ind i klubhuset, hvor der er omkring 100 personer, siger vagtchef Kim Madsen til Ritzau.

LÆS OGSÅ: Stort politiopbud ved klubhus i Brøndby
Den flygtede person får en række Brøndby-fans med ud på gaden, hvor flere fans presser de to betjente tilbage.

– Mange fans kommer ud og kaster med sten og presser kollegerne, som må løslade de anholdte. Vi tilkalder derfor forstærkning fra Midtsjælland, Nordsjælland og København, fortæller vagtchefen.

En betjent bliver ramt af en sten på hånden, men han er umiddelbart uskadt.

Der er ingen anholdte på nuværende tidspunkt. Politiet ved dog, hvem de første fire i slåskamp er, og de vil nu finde dem, så de kan afhøres.

Politiet er ekstra opmærksomme på fodboldfansene, da Brøndby IF og FC København skal spille kamp i Superligaen på søndag. Fraktioner blandt klubbernes fans har tidligere været i slåskampe før og efter fodboldkampe mellem klubberne.

Brøndby Support klub har kontaktet Local Eyes og fortalt, at de ikke var en del af urolighederne omkring klubhuset

/ritzau/