Bandidos-rockere fængsles for grov afpresning


Arkivfoto


Tre mænd fra Bandidos – blandt dem en far og hans papsøn – er fredag blevet dømt i en stor sag om afpresning, narkotika og andre lovovertrædelser.

Blandt ofrene er flere mennesker, der kom i klemme på grund af hashgæld.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Retten i Næstved straffer den 51-årige Christian Grünwaldt med fængsel i seks år, mens hans papsøn, 24-årige Joey Patrick Aabrink, er idømt fængsel i fem år.

Straffen til en tredje rocker, 27-årige Benjamin Henrik Jensen, lyder på fængsel i tre år og seks måneder.

Sagen er en af de hidtil mest omfattende om afpresning i rockermiljøet.

Straffesagen begyndte i maj, og efter en stribe retsmøder har retten nu fastslået, at der er beviser for omfattende og grov kriminalitet.

Anklageskriftet drejer sig om 10 tilfælde af afpresning, og i ni tilfælde har beviserne været tilstrækkelige, konkluderer domsmandsretten.

Flere gange voksede gæld for handel med hash eksplosivt, og der blev lagt såkaldte dummebøder oveni, har anklagemyndigheden hævdet.

– Han har truet med at rive mit hoved af og knuse mit hoved og alt muligt, har et af ofrene fortalt retten om den yngste af rockerne.

Da manden endelig fik betalt de 30.000 kroner, han skyldte, kom der en dummebøde på 10.000 kroner til.

I telefonen fik han også at vide, at der var et tæskehold på vej.

Anklagen drejede sig også om en mand, der skyldte 50.000 kroner og i den forbindelse havde afstået sin restaurant til Joey Patrick Aabrink.

Trusler var et gennemgående træk, fremgår det af anklageskriftet. “Næste gang du bliver set, så er det på sygehus med dig,” stod der i en sms.

Flere af vidnerne har været modvillige og bange for at fortælle, hvad de har været udsat for, fastslår retten.

Aabrink overvejer, om han vil anke dommen, mens de to andre har anket på stedet. Aabrink er blevet frifundet i to forhold om i alt 950 gram amfetamin, men er dømt for salg af 200 gram.

I forbindelse med straffen konfiskeres blandt andet to varebiler hos Aabrink og Jensen.

/ritzau/