En af Københavns travleste gader stadig spærret efter brand

Vesterbrogade i København vil først blive genåbnet i løbet af lørdagen, når to gavle på en ejendom, der fredag blev hærget af brand, er revet ned.

Den trafikerede gade er lørdag morgen stadig spærret mellem Kingosgade og Platanvej. Afspærringen ventes tidligst fjernet lørdag middag.

– Det vil tage nogle timer endnu. Måske kan gaden åbnes omkring frokost, men jeg vil ikke blive overrasket, hvis der går længere tid, siger vagtchef Henrik Stormer, Københavns Politi.

Vesterbrogade blev spærret fredag eftermiddag, da der udbrød brand i ejendommen nummer 146, hvor hele taget er brændt væk.

Sidst på eftermiddagen forlød det, at branden var helt slukket. Men kort tid efter blussede ilden lidt op igen.

Lørdag morgen arbejder brandvæsnet stadig på stedet med efterslukning af gløder efter branden, oplyser Henrik Stormer.

Branden har været så voldsom, at der er fare for, at ejendommens gavle i tagetagen kan styrte sammen.

En gavl blev fjernet natten til lørdag, og den anden bliver fjernet lørdag.

Først når begge gavle er revet ned, kan Vesterbrogade genåbnes for biltrafik.

Politiet fik melding om branden fredag klokken 13.03, og cirka ti minutter senere blev området afspærret.

Tagsten faldt ned fra taget, og flammerne var op mod ti meter høje, da branden var på sit højeste.

Tre opgange blev evakueret i forbindelse med branden, men ingen personer er kommet til skade.

Ejendommens beboere opholder sig på hotel eller hos venner og bekendte, indtil de kan vende tilbage til deres lejligheder. I mellemtiden er deres lejligheder ifølge politiets vagtchef sikret på forsvarlig vis.

Årsagen til branden er endnu ikke kendt. Først mandag ventes politiets teknikere at få adgang til ejendommen for at undersøge, hvordan ilden opstod.

/ritzau/