Kvinde forsvandt i 2009: Nu undersøger politiet sø

Østjyllands Politi er onsdag i gang med at undersøge en sø på Djursland i forbindelse med en sag fra 2009, hvor en kvinde forsvandt.

Det oplyser politikommissær Helle Edelbo.

Det drejer sig om den 46-årige kvinde Lisbeth Nielsen, der forsvandt i efteråret 2009. Politiet mente, at hun blev dræbt, men der blev aldrig fundet et lig.

Baggrunden for politiets genoptagelse af sagen er en konkret henvendelse, oplyser politikommissæren.

– Vi fik en henvendelse, som fortalte noget så konkret, at vi syntes, at det var værd at undersøge søen, siger Helle Edelbo.

– Den blev ikke undersøgt dengang. Man har undersøgt rigtig mange søer i området. Men ikke den her, siger hun.

Ifølge Ekstra Bladet var det et mandligt vidne, der kontaktede politiet. Og det er hans henvendelse, der skal have ført til en genåbning af sagen.

Onsdag eftermiddag har politiet endnu ikke fundet noget.

Søen er blevet tømt for vand, og der bliver gravet på stedet. Helle Edelbo fortæller, at politiet har både arkæologer og kriminalteknikere til at arbejde ude på stedet.

Politiet forventer at være færdig med gravearbejdet i løbet af fredag.

Den 46-årige sygeplejerske, der kom fra Risskov, forsvandt fra sit hjem i 2009. Hun havde ifølge Ekstra Bladet to sønner.

Politiet mente dengang, at Lisbeth Nielsen blev dræbt af en mand, der senere hængte sig i en celle i arresten.

Den mistænkte drabsmand havde to andre drab på samvittigheden. Da han var 16 år, kvalte han i jalousi en pige på 15 år i Kibæk ved Herning i 1983. I 1991 kvalte han en 21-årig kvinde i Herning.

/ritzau/