Brand i en bus lukkede motorvej på Sjælland

En brand i en bus betød torsdag eftermiddag, at Vestmotorvejen i en periode blev lukket for trafik i østgående retning.

Det gjaldt på strækningen mellem Korsør og Vemmelev, oplyser politiet.

Branden opstod i bussens motorrum.

– Chaufføren opdager, at motoren pludselig ikke trækker, som den skal. Da han kigger i spejlet, ser han, at der er flammer og røg ved bussens bagende, siger vagtchef Anders Mikkelsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Der er intet nødspor på stedet. Buschaufføren kørte derfor op på en afkørsel og fik de omkring 30 passagerer ud af bussen.

– Kort efter brænder hele bagenden af bussen, siger Anders Mikkelsen.

Ingen personer er kommet noget til i forbindelse med branden, der udviklede en tyk røg, som drev ind over motorvejen.

Det betød, at vejen blev lukket for trafik i østlig retning, mens trafikanter på vej vestpå blev advaret om, at røgen kunne genere.

Midt på eftermiddagen er motorvejen igen åbnet for trafik i begge retninger.

/ritzau/